2022
26. december 2022

Vintertiden er den stille tid, men der er nu altid meget stille i kaninstalden - kun hvis kaninerne bliver forskrækkede og farer et par gange rundt i burene bliver der uro, og den form for uro vil vi helst undgå. Et almindeligt og nyttigt råd er at hilse med tydlig stemme, når man nærmer sig kaninburene. En kaninavler, jeg besøgte for nogen tid siden, tændte for en radio når han gik ind ad døren til kaninerne.
Vinterfodringen består af hø og fodersukkerroer efter ædelyst til alle. Desuden får alle dyr over 4 - 5 måneder 40g af en blanding af kaninpiller (75%) og korn (25%). Ungdyr på 2 - 5 måneder får en lille smule mere. Det er ikke en særligt videnskabelig baseret foderplan, men den skulle indeholde tilstrækkeligt af de stoffer, kaninen har brug for til vækst og vedligeholdelse.
Der er rigeligt med dyr i kaninstalden denne vinter. Det skyldes dels at mange unger først blev født midt på året efter en langsom start på avlssæsonen og dels et ønske om at se afkom af den han (Lorenz), der i maj blev indkøbt fra en tysk besætning. Derfor går der nu ca. 15 meget fine ungdyr, hvoraf nogle få når at blive udstillet i denne vinter.
9. november 2022
Hvordan er dine kaniners temperament?
Det er et meget relevante spørgsmål, som ofte stilles af folk, der ovevejer kaninkøb. Det er relevant, for uanset om det drejer sig om anskaffelse af en enkelt kælekanin eller et større kaninopdræt, er fornøjelsen ved have kanin(er) afhængig af, at de er nemme og rolige at omgås.
Vores kaniner er på det område nok ikke meget anderledes end de fleste andre racer. En rar og tillidsfuld kanin opnås ved megen kontakt, hvor der gives tid og ro til at kaninen kan blive fortrolig både med "sit menneske" og omgivelserne udenfor buret.
Kaninernes temperament er i nogen grad arveligt betinget - nogle bliver hurtigt håndtamme mens andre har tilbøjelighed til at blive mere reserverede, men med en god socialisering når man langt!
Billederne herunder illustrerer på bedste vis en ung kanin, der er kommet til en familie, hvor den trives som familiekanin.


Successen var så overbevisende, at familien for nylig købte én mere!
2. oktober 2022
Efter en lang, og dejlig sommer er efteråret over os med regn, begyndende efterårsfarver - en græsmark, der på grund af den langvarige tørke, ikke leverer som tidligere på sommeren. Morgenfodringen med grønt er droppet og erstattet af ekstra hø.
En del af græsmarken er overtaget af 4 gæs, der er en særdeles hyggelig nyanskaffelse i år. De er meget sociale både indbyrdes og i forhold til mennesker de kender.
13. juli.
Siden sidst har vi været i Harzen og i den forbindelse blev der aflagt besøg ved en af Tysklands mest succesrige besætninger. Det resulterede i køb af en ung han (Lorenz), der allerede er far til 8 unger, der er godt 3 uger. Det bliver spændende at se om Lorenz og hans afkom lever op til forventningerne![]()
Efter en langsom start på årets avlssæson med et par mistede kuld og hunner der ikke blev drægtige er vi nu oppe på 35 unger og 3 kuld er forhåbentlig på vej.
24. maj 2022
Så er det spisetid!
8. april 2022
Der er ikke flere roer - og gulerødder, der plejer at blive købt til en rimelig pris i agroshoppen, fås ikke mere i denne sæson. Heldigvis er mælkebøtterne på vej så der kan stikkes 1 - 2 spandfulde hver dag. Super foder på denne tid.
Det er indtil nu kun blevet til tre ret små kuld unger (10 i alt!), men forhåbentlig kommer der 4 kuld mere i løbet af april.
